Kategorier
Nyheder

Kritiske Aktionærer: Analyse af topdirektørers løn sammenlignet med de ansatte – 2022

Topdirektørers løn øger uligheden

Novo topchef, Lars Fruergaard Jørgensen fik i 2022 60,1 mio. kr. i løn og var dermed den topchef, der fik mest af cheferne i de børsnoterede selskaber i C25. Det er 71 gange mere end gennemsnittet for de ansatte.
Tager vi alle CEO-cheferne i C25 er direktørlønnen 62 gange så høj som gennemsnittet for de ansatte. ISS-direktøren topper med en ratio på 176, Pandora med 170 og Carlsberg med 135 gange de ansattes løn.
I 2020 var forholdet mellem direktørens løn og de ansatte 1:53. Udviklingen illustrerer den stigende ulighed i Danmark selv om vi her kun taler om et begrænset antal højtlønnede personer. Høje lønninger i toppen spreder sig til andre ledelseslag. Undersøgelser viser, at topcheferne over de sidste mange år har øget forskellen i forhold til de ansatte. Og sammenligninger har vist, at forskellen mellem chef og ansat er markant større i Danmark sammenlignet med de andre nordiske lande.
Kritiske Aktionærer har gennem årene rejst spørgsmålet om de høje lønninger på selskabernes generalforsamlinger. Det samme har pensionskasser gjort, men trods kritik er udviklingen fortsat. Der er også på kommende generalforsamlinger god anledning til at stille spørgsmål ved chefens løn.
Vores tal er lavet på baggrund af virksomhedernes egne tal taget fra årsregnskaberne og de vederlagsrapporter alle større selskaber skal fremlægge. Det er dog ikke alle selskaber, der som krævet viser forholdet mellem chefens løn og de ansattes gennemsnitlige lønninger. Og bland dem, der gør, er det nogle gange kun grupper af ansatte (de højere lønnede, f.eks. i moderselskabet), der sammenlignes med.
Derfor laver vi vores egne beregninger ud fra selskabets tal for chefen, antal ansatte og samlet lønsum til de ansatte. Der sker skifte på chefposten, derfor er det ikke muligt at finde relevante tal for alle år.
Virksomhederne i C25 skifter også, men der er så vidt muligt fundet sammenlignelige tal for de år, der er omfattet af undersøgelsen
Frank Aaen, formand for Kritiske Aktionærer.