ATP spænder ben for oprydningen efter en af Danmarkshistoriens største miljøkatastrofer

Høfde 42 ved CheminovaATP vil med et ganske lille investeringstab kunne sikre oprydningen efter en af Danmarkshistoriens største miljøkatastrofer! På ATPs hjemmeside er der masser af fine ord om social ansvarlighed og aktivt ejerskab ifht deres investeringer. Indtil videre afviser ledelsen i ATP dog på uforstyåeligvis at påtage sig det ansvar de selv bryster sig af at tage for samfundet.

I Kritiske Aktionærer håber vi naturligvis at ATP kommer til fornuft og med få midler sikrer oprydningen på Høfde 42. Derfor har vi sendt nedenstående brev til ATP. Torsdag tager vi også med til generalforsamlingen for den endelige afvikling af Cheminova. Hovedaktionæren, Aarhus Universitets Forskningsfond, er nu med på at sikre oprydning, og på forsamlingen vil vi gøre vores ypperste for at sikre det 9/10 flertal der er behov for for at sikre det danske kystmiljø.

Kære bestyrelse i ATP,

Jørgen Søndergaard, Torben Dalby Larsen, Kim Graugård, Jørn Neergaard Larsen, Anne Broeng, Anne Jæger, Martin Damm, Harald Børsting, Lizette Risgaard, Jan Walther Andersen, Kim Simonsen, Bente Sorgenfrey og Finn R. Larsen.

Jeg, formand for Kritiske Aktionærer, har forstået, at ATP planlægger ikke at stemme for forslaget fra Aarhus Universitets Forskningsfond om at der af provenuet ved salget af Cheminova på 8. 236,5 mio. kr. ydes 125 mio. kr. (1,5 % af provenuet) til rydning af forureningen fra Cheminova ved høfde 42. Et sådant beløb vil sikre, at denne forurening bliver oprenset fordi Region Midtjylland bevilger et tilsvarende beløb, der i øvrigt er langt ud over den andel som det offentlige har som direkte ansvar for denne forurening.

For ATPs vedkommende vil et sådant bidrag til oprydningen koste ca. 7 mio. kr. af et samlet provenu fra salget. ATP andel af provenuet er ca. 500 mio. kr. Et bidrag til oprydningen udgør således godt en procent af ATPs provenu fra salget. Ved at stemme nej vil ATP med stor sandsynlighed få ansvaret for at forslaget om oprydning falder.

Jeg forstår ikke, hvorfor ATP skulle sige nej? I de vedtagne retningslinjer for ”social ansvarlighed i forbindelse med investeringer og aktivt ejerskab” står klart, at der ”indgår et bredt spekter af samfundsmæssigt relevante oplysninger omkring miljø/klima, sociale forhold og god selskabsledelse”. Hvis ikke godt 1 % af et provenu på ca. 500 mio. kr., der vil udløse ca. 250 mio. kr. til løsning af et stort miljøproblem, ligger inden for denne målsætning, kan man lige så godt droppe de pæne ord. Det fremgår senere i retningslinjerne at ikke-ansvarlig optræden kan skade en virksomhed, mens god optræden virker positivt. Det må vel både gælde for investeringer og for ATP selv. Sagt på en anden måde: At bremse løsningen af et kæmpe miljøproblem vil skade ATP, mens et aktivt bidrag til at løse problemet derimod vil gavne ATP og fondens omdømme. Et udbytte på at stoppe problemet på høfde 42 for at tjene 7 mio. kr. vil det kræve mange informationsbreve at rette op på.

Bare for at gøre det klart: Forslaget om at løse miljøproblemet kræver 90 % af de tilstedeværende stemmer på generalforsamlingen. Stemmer ATP sammen med Aarhus Universitets Forskningsfond, vil det med stor sandsynlighed være det nødvendige flertal på generalforsamlingen.

For god ordens skyld skal jeg oplyse, at Kritiske Aktionærer også deltager i generalforsamlingen med et forslag, der svarer til Forskningsfondens forslag.

Mvh
Frank Aaen
Kritiske Aktionærer